Tænketank Danmark – den fælles skole er en tværkommunal tænketank med 21 medlemskommuner. Tænketank Danmark arbejder gennem landsmøder og bestyrelsesmøder for, at det pædagogiske arbejde i den fælles skole kommer på både den faglige og politiske dagsorden.
I foråret 2020 indgik Tænketank Danmark - den fælles skole et samarbejde med monsø om at facilitere udviklingen af VISION 2020 - Bæredygtige fællesskaber i den fælles skole. Tænketanken ønskede hjælp til at nedbryde den aktuelle faglige debats fokus på modsætningen mellem skole og fritid - og i stedet skabe en en vision for, hvordan pædagoger, lærere og ledere sammen udvikler børns deltagelse i bæredygtige fællesskaber i tidsrummet 7-17(22).
I samarbejde med tænketankens bestyrelse udviklede monsø et procesdesign for en medlemsdrevet visionsudvikling, der strækker sig over to landsmøder og en større konference i 2021. Processen var delt i tre faser; første del, hvor nye begreber og en fælles medlemsfortælling skabes efterfulgt af medlemmernes arbejde med lokal mobilisering af netværk i baglandet for til slut at manifestere visionen som en handlekraftig kampagne, der foldede sig ud som lokale aktioner i medlemskommunerne og skabte debat blandt relevante, nationale meningsdannere og interessenter.
Monsø bidrog med strategisk procesdesign, planlægning og facilitering af landsmøder samt kampagneudvikling.
ALSANG er landsdækkende projekt om Alsangsstævner i anledningen af 75-året for Danmarks befrielse. Bag projektet står Grundtvigsk Forum, Dansk Forfatterforening og Spil Dansk. Der var planlagt 500 arrangementer i 90 kommuner og det største arrangement var i Frederiksberg Have, hvor 50.000 mennesker skulle mødes til 2 timers fællessang.
Monsøs opgave bestod i at mobilisere organisationer, foreninger og institutioner til at deltage til ALSANG i Frederiksberg Have. Målet var at få en divers deltagerskare med et særligt fokus på at få de, der ikke normalt dyrker fællessang og den yngre del af befolkningen med. Derudover havde vi til opgave at udbygge netværket og tænke i nye partnerskaber med landsdækkende organisationer og lokale aktører i København og på Frederiksberg.
Grundet Covid-19 er afviklingen af arrangementet blevet flyttet til 2021. Opgaven blev herefter, i samarbejdet med ALSANGs sekretariat, at gentænke netværkets formål og format, finde nye netværksorganisationer og udvikle nye former for deltagelse omkring ALSANG.
Monsø bidrog med strategisk mobilisering og involvering, strategisk udvikling af partnerskaber og kommunikation med deltagere.
Gentofte Kommunes ungepolitik, EN UNG POLITIK, var et af de første eksempler på eksekveringen af Gentofte Kommunes radikalt ændrede politiske arbejdsform, hvor traditionelle møder i politiske fagudvalg blev reduceret og suppleret med såkaldte opgaveudvalg. Arbejdsformen udsprang af et stærkt demokratisk ønske fra lokalpolitikerne om at involvere borgerne som medskabere frem for forbrugere af den kommunale velfærd. Som programleder for EN UNG POLITIK i Gentofte Kommune var det Dortes opgave at folde den samskabte ungepolitik ud til konkrete initiativer og oplevelsen af reel indflydelse blandt Gentoftes unge.
I 2018 nedsatte kommunen opgaveudvalget ’Indretning af ungdomsboliger’. Udvalget skulle inddrage unges ideer og forslag til, hvordan kommunens 150 nye ungdomsboliger kunne indrettes, så de opfyldte unges behov og understøttede, at der kunne opbygges gode fællesskaber mellem unge. Opgaveudvalget bestod af seks unge og en kommunalpolitiker, kommunens chefjurist, en ekstern byggeteknisk rådgiver og en arkitekt. De seks meget forskellige unge deltagere blev mobiliseret via lokalt netværk og rekrutteret gennem en målrettet facebook-kampagne. Inspireret af designtænkningens metodik og med vedholdende fokus på at skabe et ligeværdigt rum faciliterede Dorte deltagerne gennem en skarp samskabelsesproces, hvor alle tog del i både de indledende undersøgelser, i den fælles idéudvikling og i formuleringen af udvalgets anbefalinger. Udvalgets samskabelsesproces og de endelige ni anbefalinger blev præsenteret for kommunalbestyrelsen i denne video.
Dorte bidrog med lokal mobiliering og rekruttering, kreativt procesdesign og facilitering af hele processen.
Roskilde festival er en stor og kompleks organisation med ca. 30.000 frivillige, når det hele kulminerer i en uges aktivisme, kunst, musik og fest. Gennem hele året planlægges og ledes festivalen af ca. 1000 frivillige ildsjæle og 70 ansatte, hvor udvikling og planlægning foregår samtidigt på mange forskellige niveauer. I en løst koblet organisation, hvor medlemmerne ikke deler kontor til dagligt, bliver et styrings- og udviklingsværktøj som et årshjul uundværligt. Som projektleder stod Anne i spidsen for udvikling, facilitering og implementering af årshjulet over 3 år.
I 2014 gennemgik festivalen en organisationsændring og ønskede med den at gentænke festivalens planlægningsprocesser og deadlines, og kvalificere dem på tværs af organisationen. Projektet bestod i involverende workshops med de forskellige fagligheder, ledelseslag og direktionen. Årshjulet består af faser med dertilhørende aktiviteter som fx. planlægningsdage, områdemøder, tværlag, ledelsessamlinger og sociale aktiviteter. Deltagerkredsen, indholdet og formen blev gentænkt og Anne designede formater, faciliterede aktiviteterne og sikrede læring til fortsat udvikling og justering af årshjulet.
Ved involvering på tværs af organisationen sikrede Anne et bredt forankret medejerskab, en konsistens i planlægningen og et strategisk sigte for festivalen. Anne bidrog med værktøjer og metoder til planlægning og udvikling af festivalen og sikrede organisatorisk involvering og opbakning til årshjulet.
Unges ændrede deltagelsesmønstre og ambitionen om at skabe mere ungeinddragelse og i højere grad at skabe sammen med unge, kræver nye kompetencer blandt medarbejdere og ledere, der arbejder med unge. Derfor tog de fire kommuner Lyngby, Gladsaxe, Rudersdal og Gentofte initiativ til at udvikle tværkommunalt kompetenceudviklingsforløb for 70 medarbejdere og ledere på ungeområdet.
Dorte var som projektleder ansvarlig for en fælles undersøgelses- og skriveproces, der mundede ud i en samlet projektbeskrivelse, der beskrev, hvordan det var forløbets formål at udvikle arbejdsformer, organiseringer og færdigheder hos medarbejdere, som bedst muligt understøtter unges samskabelse i fællesskaber.
Dorte faciliterede efterfølgende et udviklingsforløb, hvor medarbejdere og ledere fra hver af de fire kommuner i fællesskab designede forløbet. Det blev et aktionslæringsforløb, hvor hver kommune var vært for lokale videnssessioner med en lokal praktiker med god erfaring eller en relevant forsker på området. På den måde blev udviklingen af forløbet i sig selv en samskabende proces, der, som en del af det samlede forløb, genererede ny, fælles viden og praksiskompetencer.
Dorte var ansvarlig for koordinering af det tværkommunale samarbejde på både direktør, ledelses- og medarbejderniveau. Hun faciliterede projektets udviklings- og designworkshops med deltagelse af ledere og medarbejdere fra alle fire kommuner ligesom hun hjalp den tværkommunale gruppe til sammen at designe processen for det fælles aktionslæringsforløb.
GEV a.m.b.a. er et forbrugerejet energiselskab med 4500 andelshavere i og omkring Grindsted. Involvering, deltagelse og lokalt engagement er dybt forankret i selskabets dna. I samarbejde med Monsø arbejder GEVs direktion og bestyrelse med at styrke og revitalisere det demokratiske fundament som afsæt for GEVs ambition om at være katalysator for den grønne omstilling i Grindsted. Med fokus på særlig de kommende generationers engagement rådgiver og designer Monsø i strategisk ungeinvolvering og konkret facilitering af lokale, bæredygtige fællesskaber blandt det lokale erhvervsliv, ungdomsuddannelser og foreninger. Det er GEVs mål, at samarbejdets konkrete initiativer på den lange bane kan skabe en mere mangfoldig og bred repræsentation af lokalbefolkningen i selskabets bestyrelse og organisation - og samtidig give rum til flere unge stemmer, nye perspektiver og digitale formater i selskabets produktudvikling.
“GEV ønsker at være en tydelig aktør i lokalsamfundet og arbejde involverende, så vi bevarer vores legitimitet og synlighed blandt vores lokale forbrugere samtidig med, at vi bidrager aktivt til den lokale udvikling. Med Monsø ombord får vi konkret hjælp og inspirerende værktøjer til, hvordan vi kan tiltrække og fastholde lokale kompetencer og mobilisere nye generationer. Vi får rådgivning og inspiration til, hvordan GEV kan være en platform for det lokale erhvervslivs og lokale ungdomsuddannelsers deltagelse i den grønne omstilling.”
René H. Gier, direktør GEV
Monsø bidrager med facilitering af bestyrelsesseminar, strategiudvikling og facilitering af konkrete ungeinvolverende initiativer.
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes
kontakt@monsoe.dk